BoligGruppen køber kæmpeprojekt i Odense af ATP Ejendomme og PFA Ejendomme

   

BoligGruppen køber kæmpeprojekt i Odense af ATP Ejendomme og PFA Ejendomme

Sag | 12.11.2024

BoligGruppen A/S har købt 32.000 kvadratmeter erhvervsbygninger på Telehøjen 1 i Odense, der tidligere har fungeret som TDC-hovedkvarter. Ejendommen skal transformeres og fremtidssikres.

Boliggruppen har netop investeret i et stort erhvervsområde, der rummer ca. 32.000 kvadratmeter erhvervsbygninger og en grund på ca. 104.000 kvadratmeter. Ejendom og grund er købt af ATP Ejendomme og PFA Ejendomme, og bygningerne har tidligere rummet TDCs hovedkvarter.

Nordicals har bistået BoligGruppen A/S som køberrådgiver i opkøbet af det store projekt:

”Vi er selvfølgelig stolte over at have bidraget til et af de største køb i BoligGruppen historie. Der er enormt potentiale på Telehøjen 1, og vi ser frem til at følge projektet, efterhånden som planerne tager form,” fortæller partner hos Nordicals Odense, Morten Nielsen.

Potentiale til at bidrage til Odenses videre vækst

Telehøjen 1 rummer omkring 18.000 kvadratmeter kontorlokaler og 12.000 kvadratmeter logistik. Mens de 12.000 kvadratmeter logistik er udlejet til TDC, så står kontorlokalerne klar til at blive udviklet og dernæst udlejet. Derudover skal der på de store grundarealer udvikles yderligere kvadratmeter.

”Vi har de seneste år set, hvordan BoligGruppen med succes har udviklet Tech Town Odense, så det i dag står som et attraktivt kontormiljø for førende tech-virksomheder. Derfor er ambitionerne med rette også store for Telehøjen 1, og vi forventer, at området vil bidrage yderligere til den positive vækst Odense oplever” siger Morten Nielsen.

BoligGruppen lægger i den kommende udvikling vægt på, at området skal transformeres og fremtidssikres, men på en måde, der samtidig respekterer den eksisterende bygningsmasse, så der bevares, hvad der bevares kan.

Til top