Tidligere Esbjerg bank-hovedsæde solgt

   

Tidligere Esbjerg bank-hovedsæde solgt

Sag | 15.11.2024

En af Esbjergs mest markante ejendomme på Kongensgade 70 er blevet solgt. Køber vil forvandle den smukke ejendom til unikt oplevelseshus med butikker og erhverv.

En både historisk og ikonisk ejendom helt centralt i Esbjerg er blevet solgt. Det drejer sig om den smukke ejendom på Kongensgade 70, hvor det tidligere Esbjerg Bank havde hovedsæde i sin tid. Nordicals Esbjerg har formidlet salget af ejendommen.

”Det har på alle måder været en fantastisk oplevelse at være med til at formidle salget af en ejendom, som mange i Esbjerg både kender og beundrer – simpelthen fordi den er så smuk og markant i Kongensgade,” siger partner og erhvervsmægler hos Nordicals Esbjerg, René Lennart Madsen.

En del af ejendommen er udlejet til FOF, der udbyder forskellige kursusaktiviteter på 1.-3- sal.

Unikt oplevelseshus
Køber er en trio af tre lokale erhvervsfolk, der i et spændende partnerskab vil forvandle den smukke ejendom på 2.096 m² i gågaden til et unikt oplevelseshus med butikker, erhverv og et grønt atrium midt i gården.

”Det har været ventetiden værd, at det nu er lykkes at matche Kongensgade 70 med tre lokale aktører, som har visionære planer for ejendommen,” fortæller René Lennart Madsen.

Der bliver fremover tre lejemål i stueplan, og den første lejer er allerede på plads. Herretøjsforretningen Kongehuset flytter nemlig ind i lokalet ud mod Kongensgade, hvor der tidligere var bank.

Til top