Markedsudvikling | 01.11.2023
I 2023 har de danske investorer stået for 75 procent af den samlede transaktionsvolumen. Boligsegmentet har som vanligt været det mest populære segment, men også lager- og logistikejendomme har været i høj kurs hos investorerne.
Artiklen er et uddrag fra Nordicals' MarketForesight Q4 2023 - download det samlede magasin her.
Vi nærmer os afslutningen på året, og selvom det er for tidligt at konkludere noget endeligt om det danske transaktionsmarked i 2023, så tegner der sig allerede nu konturerne af en række tendenser.
Først og fremmest har det været et år med en beskeden volumen sammenlignet med de seneste år. Forholdet til de stigende renter og den økonomiske usikkerhed, de medførte, er allerede velbeskrevet, og vi vil derfor nøjes med at konkludere, at 2023 vil blive husket som et år, der var præget af markedstilpasninger.
Dernæst har markedet været båret af de danske investorer i 2023. Efter en årrække, hvor de udenlandske investorer har stået for cirka halvdelen af den samlede volumen, har de pt. ’kun’ stået for 25 procent. Det betyder også, at den gennemsnitlige pris på en transaktion er blevet væsentligt lavere end de foregående år. De internationale investorer har nemlig en forholdsmæssigt større andel i de store handler i markedet.
Vi ser dog ingenlunde, at de udenlandske investorer har mistet interessen for det danske ejendomsmarked. Der introduceres fortsat nye investorer på markedet, og det danske ejendomsmarked anskues fortsat som en sikker havn på grund af den stærke økonomi, solide rammeforhold og de gode finansieringsmuligheder, som den danske realkreditmodel giver.
Bolig og logistik fører an
Boligudlejningsejendomme er som vanligt det største investeringssegment. De danske boligejendomme er konkurrencedygtige på afkastet i sammenligning med vores nabolande, og efterspørgslen fra lejerne er stærk og vil forsætte med at være det på grund af den demografiske udvikling.
Dernæst har lager- og logistikejendomme fyldt en større andel af markedet end vanligt. Markedet har de seneste år været præget af et underudbud af moderne faciliteter, og det har bidraget til at investorerne har kastet deres kærlighed på segmentet.
I Region Sjælland har lager- og logistikejendomme sågar fyldt over halvdelen af den samlede volumen. Det skyldes dog især Ikeas køb af det logistikcenter, de selv var lejer i. Blackstone annoncerede desuden en af årets største handler i oktober i form af købet af en logistikportefølje på 10 ejendomme i Region Hovedstaden.
Seneste artikler
”Fremtidens vinderbyer bliver de byer, der klimatilpasser og -sikrer”
Nordicals og Proark lander kæmpe lejeaftale med Harald Nyborg
Tidligere Esbjerg bank-hovedsæde solgt
Svendborg ændrer strategi for at imødekomme fremtidens vandudfordringer
Vestegnens Kraftvarmeselskab I/S sætter kontordomicil i Albertslund til salg
Til top