Derfor vil bæredygtige boliger vinde mere frem

   

Derfor vil bæredygtige boliger vinde mere frem

Markedsudvikling | 30.05.2024

Investorer har generelt mere fokus på bæredygtige boliger end beboerne, men især unge i dag vil komme til at stille større krav til bæredygtighed i takt med øgede ESG-krav. Udviklingen giver potentiale for endnu mere fokus på bæredygtige boliger – og dermed flere investeringsmuligheder. Det siger leder hos Nordicals Silkeborg, Mads Faber.

Der er ingen tvivl om, at fortsat skærpende ESG-krav og -fokus fra både politisk side, erhvervslivet, investorer og resten af samfundet som helhed kun vil accelerere i de kommende år og på den måde skubbe yderligere til markedet for bolig- og erhvervsejendomme.

Udviklingen mod en stadig mere bæredygtig retning mærker blandt andet Nordicals Silkeborg, hvor Mads Faber, daglig leder, associeret partner og erhvervsmægler, forklarer, hvordan fokusset på bæredygtighed konkret udmønter sig:

”Vi oplever særligt, at bygherrer har en øget interesse i de fremtidige værdier og videresalgsmuligheder, der ligger i at bygge bæredygtigt fra start. Bygger man med videresalg for øje, skal man blandt andet være opmærksom på, at der er flere større købere og institutionelle investorer, som nu udelukkende køber ”grønne” ejendommen.”

”For investor er der derfor også langsigtede, kommercielle perspektiver i bæredygtige ejendomme – foruden et generelt ønske om at bidrage til et mere positivt klimaaftryk. Det gælder både for bolig- og erhvervsejendomme,” påpeger lederen hos Nordicals Silkeborg.

Potentiale for endnu mere fokus på bæredygtige boliger
Zoomer vi ind på boligudlejningsmarkedet, er der stadig masser af potentiale for endnu mere fokus på bæredygtighed.

”Set fra et lejerperspektiv har vi kun lige set starten på den grønne omstilling, hvor fokus må forventes at tiltage i takt med stadig større klimaudfordringer, større politisk fokus, samt at flere og flere unge rammer markedet,” siger Mads Faber.

Han peger især på, at unge med fremtiden foran sig kommer til at stille større krav til bæredygtighed:

”Det, vi ser lige nu hos boliglejerne, er kun starten af en udvikling, hvor øget betalingsvillighed samt til- og fravalg af lejemål kommer til at hænge sammen med bygningens bæredygtighed.”

Prioritering af bæredygtighed i Region Midtjylland
Nordicals Silkeborgs vurdering af, at mange husstande stadig befinder sig i et relativt tidligt stadie, når det kommer til prioritering af bæredygtige boliger, bliver understøttet af en ny boligmåling foretaget af Exometric og Kuben Management og præsenteres i den nye ”Kommunerapport 2023”. Exometric er Nordicals’ nye videnspartner og har specialiseret sig i analyser om boligudbud baseret på datafusion og forbrugerinterviews.

Blandt andet viser målingen således, at 41 procent af de adspurgte husstande i Region Midtjylland svarer, at bæredygtigheds indflydelse på valg eller fravalg af bolig har ”mindre betydning i forhold til andre faktorer”. Næststørste andel – 33 procent – svarer ”meget stor betydning, men andre faktorer betyder mere”, mens 22 procent mener ”ingen betydning”. Endelig svarer 5 procent ”højeste prioritet i forhold til alt andet”. Til sammenligning er landsgennemsnit-svaret her 4 procent.

Der er generelt – taget de relative beskedne andele i betragtning – ikke de store udsving på tværs af landets fem regioner, når det kommer til prioritering af bæredygtighed.

”Man kan godt synes, det er skuffende, at knap en fjerdedel af husstandene på landsplan slet ikke har bæredygtighed som et parameter i deres beslutninger. Der er dog den væsentlige faktor, at mange husstande i forbindelse med deres boligvalg ikke har et økonomisk råderum, der giver dem mulighed for at prioritere bæredygtighed, hvis det medfører en øget boligomkostning,” forklarer Nikolaj W. Pfeiffer, direktør i Exometric.

Aarhus, Silkeborg, Horsens, Randers og Herning
Vender vi tilbage til Region Midtjylland og fokuserer på de vigtigste boligmarkeder; Aarhus, Silkeborg, Horsens, Randers og Herning, er aktuelt 12 procent – 242.000 kvadratmeter – af de registrerede, nye boligprojekter i Aarhus Kommune planlagt til at blive DGNB-bæredygtighedscertificeret. Det viser Byggefaktas projektprognose for nybyggeri af boligejendomme med første spadestik i fireårsperioden 2024-27.

I Silkeborg Kommune har professionelle ejendomsaktører i hele 2024 og frem til udgangen af 2027 enten påbegyndt eller planlagt nybyggeri af boligejendomme, hvoraf 9 procent – 55.000 kvadratmeter – aktuelt er indrapporteret til at blive DGNB-certificeret målt på areal.

I Horsens Kommune er andelen 29 procent – 12.000 kvadratmeter – mens den i Randers Kommune er 1 procent – 6.000 kvadratmeter.

I Herning Kommune, hvor der på nuværende tidspunkt er registreret nye boligprojekter med planlagt byggestart i 2024-27 for 3 milliarder kroner, er 2 procent – 4.000 kvadratmeter – oplyst til at skulle DGNB-certificeres.

Læs også ”Bolig: Her er det blevet billigere at være lejer end ejer – i Region Midtjylland”

Læs også ”Østjysk befolkningsvækst vil drive dansk fremgang mange år frem”

 

Vil du være opdateret på markedsudviklingen nationalt, lokalt eller regionalt? Eller over det dele?

I vores datadrevne, digitale indholdsunivers Nordicals Foresight kan du læse om faktorer, der påvirker det danske ejendomsmarked. Læs om den nationale udvikling her, mens du i CityForesight her kan følge det professionelle marked i over 25 danske byer og områder.

Til top