Her er de største vækstbyer i Region Sjælland

   

Her er de største vækstbyer i Region Sjælland

Markedsudvikling | 21.03.2024

Indbyggertallet fortsætter de næste mange år med at stige i Region Sjælland, viser befolkningsfremskrivningen. Tiden må vise, hvor stor en positiv, afsmittende effekt Novo Nordisks enorme investeringer i Kalundborg har på blandt andet bosætningen i området.

Region Sjælland kommer også de næste mange år til at opleve befolkningsvækst.

Det viser den årlige befolkningsstatistik og -fremskrivning fra Danmarks Statistik.

I denne regionsartikel ser Nordicals, hvor fremgangen forventes at blive størst – og hvorfor Kalundborg kan stå over for at bryde befolkningsudviklingen grundet Novo Nordisks tocifret milliardinvestering i nye produktionsfaciliteter med flere tusinde nye arbejdspladser til følge.

Med lad os starte med at kigge på Region Sjælland som helhed. Ifølge fremskrivningen vil befolkningstallet vokse med 2,3 procent til 870.000 i år 2040. Det svarer til 19.700 flere indbyggere.

Østsjælland står over for størst vækst
En opsplitning af Region Sjællands 17 kommuner i henholdsvis Østsjælland samt Vest- og Sydsjælland, som er de to landsdele, som Danmarks Statistik opererer med, viser dog, at væksten estimeres at blive klart stærkest i Østsjælland.

Helt konkret viser fremskrivningen, at Østsjælland, som udgøres af Roskilde, Køge, Greve, Lejre og Solrød kommuner, kan se frem til at vokse med 6,4 procent i løbet af 17-årsperioden fra 1. januar 2023 til 1. januar 2040.

Den procentuelle fremgang fordeler sig således: Solrød (med et vækstestimat på 8,9 procent), Lejre (med et vækstestimat på 8,0 procent), Roskilde (med et vækstestimat på 6,7 procent), Køge (med et vækstestimat på 6,1 procent) og Greve (med et vækstestimat på 4,0 procent).

Såfremt Danmarks Statistiks befolkningsprognoser holder, vil Østsjælland med et samlet vækstestimat på 6,4 procent – svarende til 16.400 flere indbyggere – frem mod 2040 blive den næstmest voksende ud af Danmarks 11 landsdele – kun overgået af Østjylland med et vækstestimat på hele 13,1 procent.

Læs mere i ”Østjysk befolkningsvækst driver dansk fremgang”

Også fremgang i Vest- og Sydsjælland
Ligesom Østsjælland kan Vest- og Sydsjælland som landsdel se frem til indbyggervækst. Prognosen viser en fremgang på 0,6 procent – svarende 3.300 flere indbyggere.

Fremgangen vil blive drevet af Holbæk (med et vækstestimat på 6,0 procent), Stevns (med et vækstestimat på 5,8 procent) og Ringsted (med et vækstestimat på 5,2 procent).

Rent procentuelt rangerer Næstved længere nede på listen med et vækstestimat på 2,5 procent, men målt i antal personer – 2.200 flere indbyggere på vej – står Næstved til at vokse næstmest af alle 12 kommuner i Vest- og Sydsjælland i perioden 2023-40.

Ligesom i resten af landet er befolkningsudviklingen, herunder demografien, i Region Sjælland præget af generel urbanisering og en aldrende befolkning.

Helt særligt vækstpotentiale i Kalundborg  
Den årlige befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik er baseret på forudsætninger om tidligere års fødsler, dødsfald, ind- og udvandringer samt til- og fraflytninger mellem landsdele og kommuner.

Med andre ord: Fremskrivningen tager ikke højde for blandt andet store by- og erhvervsprojekter, som både under og efter endt opførelse kan genere mange nye arbejdspladser i pågældende kommune og i særlige tilfælde også have en positiv, afsmittende effekt på landsdelen, herunder befolknings- og erhvervsudviklingen samt markedet for erhvervs- og investeringsejendomme.

Det er netop, hvad tilfældet er for Kalundborg Kommune, som må siges at være en særlig historie.

For det er næppe gået mange næsen forbi, at Novo Nordisk vil investere omkring 60 milliarder kroner i udvidelse af medicinalkoncernens produktionsfaciliteter i Kalundborg over den kommende årrække.

Får Novo-investeringer magneteffekt?
Tiden må vise, om Novo Nordisks enorme investeringer vil gøre det endnu mere attraktivt at blive eller flytte til Kalundborg eller kommunen – og således forhåbentligt få vendt befolkningsudviklingen, som ifølge prognosen peger mod et fald på 2,8 procent, eller hvad der svarer til 1.400 færre personer i 2040.

”Udviklingen i Kalundborg kører i højt tempo på grund af de allerede igangsatte produktionsudvidelser fra Novo Nordisk. Med de nye investeringer accelereres udviklingen yderligere, og spørgsmålet er ikke længere, hvor meget Kalundborg vækster i de kommende år, men i hvor hurtigt tempo, kommunen kan følge med.”

Det sagde Henrik Nikolajsen, der er partner i erhvervsmægleren Nordicals Sjælland, i forbindelse med endnu en Novo Nordisk-udvidelsesnyhed i efteråret 2023.

Læs mere i ”Nordicals Sjælland har medvirket til grundsalg af Novo Nordisk-udvidelser”

Læs også ”Novos giga-investeringer løfter Kalundborg og danner ringe i hele Vestsjælland”

Befolkningsfremskrivningen viser, at det samlede indbyggertal i Danmark forventes at stige med 4,6 procent – svarende til 274.000 flere personer – til 6.207.000 indbyggere i 2040.

Læs også Sådan ser investeringsmarkedet aktuelt ud i Region Sjælland – og her er det på vej hen”

 

Befolkningsfremskrivning 2023-40: Kommuner i Region Sjælland 

  2023 2040 Forskel i indbyggertal Ændringsprocent
         
Greve 51.507 53.565 2.058 4,0
Køge 62.458 66.294 3.836 6,1
Lejre 28.930 31.229 2.299 7,9
Faxe 37.344 38.537 1.193 3,2
Guldborgsund 60.231 58.214 -2.017 -3,3
Holbæk 73.440 77.850 4.410 6,0
Kalundborg 48.602 47.225 -1.377 -2,8
Lolland 39.921 35.878 -4.043 -10,1
Næstved 84.574 86.663 2.089 2,5
Odsherred 32.977 32.027 -950 -2,9
Ringsted 35.906 37.787 1.881 5,2
Roskilde 90.446 96.530 6.084 6,7
Slagelse 79.728 80.769 1.041 1,3
Solrød 24.216 26.370 2.154 8,9
Sorø 30.444 31.573 1.129 3,7
Stevns 23.692 25.071 1.379 5,8
Vordingborg 45.441 43.968 -1.473 -3,2

 

 

Befolkningsfremskrivning 2023-40: Regioner og landsdele
  2023 2040 Forskel i indbyggertal Ændringsprocent 
         
Region Hovedstaden 1.891.778 1.986.531 94.753 5,0
Landsdel Byen København 815.979 867.583 51.604 6,3
Landsdel Københavns omegn 562.572 586.031 23.459 4,2
Landsdel Nordsjælland 473.625 493.691 20.066 4,2
Landsdel Bornholm 39.602 39.226 -376 -0,9
Region Sjælland 849.857 869.551 19.694 2,3
Landsdel Østsjælland 257.557 273.989 16.432 6,4
Landsdel Vest- og Sydsjælland 592.300 595.563 3.263 0,6
Region Syddanmark 1.237.413 1.268.543 31.130 2,5
Landsdel Fyn 505.026 524.024 18.998 3,8
Landsdel Sydjylland 732.387 744.518 12.131 1,7
Region Midtjylland 1.358.878 1.474.549 115.671 8,5
Landsdel Østjylland 928.095 1.049.774 121.679 13,1
Landsdel Vestjylland 430.783 424.775 -6.008 -1,4
Region Nordjylland 594.634 607.295 12.661 2,1
Landsdel Nordjylland 594.634 607.295 12.661 2,1

 

Kilde: Danmarks Statistik og Dream (nyeste, årlige befolkningsfremskrivning – primo år)

Fakta: Befolkningsfremskrivning

Befolkningsfremskrivningen udarbejdes årligt i et samarbejde mellem Danmarks Statistik og Dream, som er Beskæftigelsesministeriets forløbsdatabase. Fremskrivningen er baseret på forudsætninger om tidligere års fødsler, dødsfald, ind- og udvandringer samt til- og fraflytninger mellem landsdele og kommuner. Grundlaget for fremskrivningen ændrer sig dermed fra år til år i takt med ændrede forudsætninger, ligesom beslutninger og hændelser i ind- og udland kan ændre resultatet både på nationalt, landsdels- og kommunalt niveau.

Kilde: Danmarks Statistik og Dream

 

Fakta: Mange faktorer påvirker befolkningsudviklingen

Analysen af befolkningsudviklingen kan underbygges af mange faktorer, som i forskellige grader påvirker, hvor, hvordan og hvorfor folk bosætter sig, som de gør. Boligpriser, boligtyper, boligbehov, boligbyrde, privatøkonomi, lånevilkår, flyttebalance og -mønstre, arbejdspladser, nye individuelle behov og ønsker samt moderne, ændrede strukturerer med blandt andet flere enlige er blandt vigtige faktorer. Det samme er gode muligheder for udvikling af helt ny byområder, herunder konvertering fra for eksempel erhverv til boliger. Det giver både potentielle beboer, ejendoms- og byudviklere og ikke mindst investorer flere muligheder, som i sidste ende kan være afgørende for befolkningsudviklingen.

Kilde: Nordicals

 

Vil du være opdateret på markedsudviklingen nationalt, lokalt eller regionalt? Eller over det dele?

I vores datadrevne, digitale indholdsunivers Nordicals Foresight kan du læse om faktorer, der påvirker det danske ejendomsmarked. Læs om den nationale udvikling her, mens du i CityForesight her kan følge det professionelle marked i over 20 danske byer og områder.

Til top