Medvind for boligejendomme i Esbjerg

   

Medvind for boligejendomme i Esbjerg

Markedsudvikling | 15.09.2025

Landets femtestørste by oplever fornyet interesse for udlejningsejendomme. Efterspørgslen bliver understøttet af flere studiepladser, travle virksomheder og stor udvidelse af havnen.

”Ligesom resten af landet oplevede vi, at markedet for boligudlejningsejendomme var lidt stillestående, men det er vendt inden for det seneste år. Særligt i det seneste kvartal er det gået stærkt med en stribe handler,” fortæller Martin Lind Bachmann, partner i Nordicals Esbjerg.

Stigende rente og skærpede krav fra Finanstilsynet om øget egenkapital lagde i 2024 en dæmper på aktiviteten. Og kapitalkravet gjorde lidt mere ondt i Esbjerg, som er præget af lokale ejendomsselskaber, mens pensionskasser – der klarer sig uden at låne – fylder mere i landets fire største byer.

Magisk grænse

”Siden er den lange rente faldet, og samtidig er afstanden på afkast og prisforventninger mellem sælgere og købere blevet mindre. I øjeblikket lader 5 pct. til at være en vigtig grænse. Hvis afkastkravet hos sælger ligger lidt højere, så er det normalt ret let at finde købere. Hvis afkastkravet derimod ligger under 5 pct., så kræver det, at ejendommen fx har en særlig god beliggenhed, er i ekstraordinær god stand eller rummer et potentiale for at blive udviklet,” forklarer Martin Lind Bachmann.

De seneste to-tre måneder har han og resten af Nordicals-holdet i Esbjerg bl.a. solgt fire centralt beliggende boligejendomme, alle med afkastkrav lige omkring 5 pct. Dertil kommer adskillige handler i oplandet; her med noget højere afkast.

Læs om seneste udvidelse af Nordicals-afdelingen i Esbjerg

Begrænset tomgang

Martin Lind Bachmann peger på, at boligejendomme i Esbjerg og omegn nærmest ikke har nogen tomgang.

”Det hænger bl.a. sammen med, at lejeniveauet er noget lavere end i andre universitetsbyer som Aarhus, Odense og Aalborg. Desuden bliver efterspørgslen forstærket af, at Syddansk Universitet har øget sine aktiviteter betragteligt – dels med helt nye uddannelser, dels med nye studiemoduler, så de unge både kan læse bachelor og kandidatdelen hér. Netop studerende udgør sammen med nyuddannede en stor del af lejerne i Esbjerg.”

Hjulene snurrer hurtigt

Markedet for boligejendomme og udlejningen nyder også godt af, at hjulene i øjeblikket snurrer ekstra hurtigt i egnens virksomheder.

”Selv om der i øjeblikket er en vis opbremsning inden for grøn energi, så er der godt gang i industrien. Vi oplever stor indpendling til de lokale erhvervsvirksomheder, og der er ved at være mangel på nogle typer ejendomme og lokaler i Esbjerg. Desuden er havnen i gang med en stor udvidelse, bl.a. for at imødekomme Natos ønsker og for at kunne håndtere indskibning af en stigende mængde fabriksnye biler. Vi har selv bidraget ved at formidle hele 195.000 kvadratmeter jord til havnen – det svarer til over 19 hektar eller lidt mere end 27 fodboldbaner,” siger Martin Lind Bachmann fra Nordicals Esbjerg.

Læs mere om handlen med de mange nye havne-kvadratmeter

Til top