Nordicals Aarhus: Flere købere i markedet vil have priserne længere ned

Nordicals Aarhus: Flere købere i markedet vil have priserne længere ned

Markedsudvikling | 21.03.2024

Netop hjemvendt fra den internationale ejendomsmesse MIPIM fortæller partner i Nordicals Aarhus Steen Storgaard Møller om de tre vigtigste temaer, der gik igen på årets MIPIM. Desuden kigger han ind i den videre markedsudvikling i Aarhus.

Også i år har Nordicals – med 16 ledere – været stærkt repræsenteret på den branchevigtige ejendoms- og investormesse MIPIM, som sidste uge løb af stablen i sydfranske Cannes.

Fra Nordicals i Region Midtjylland og Østjylland har partner i Nordicals Aarhus Steen Storgaard Møller deltaget, og han peger på ESG, rentemarkedet/økonomisk stabilitet samt megatrends som de tre vigtigste temaer på årets MIPIM.

”ESG fylder mere og mere i markedet og er en tilgang, vi alle må forholde os til og agere ud fra. Fælles for drøftelserne var fortsat en usikkerhed og til dels manglende viden på området hos markedsdeltagerne, men samtidig en vished om at området ikke kunne negligeres. Ikke mindst var der en bekymring for aktivernes fremtidige muligheder for videresalg, hvis der ikke er tilstrækkeligt ESG-dokumentation,” fortæller Steen Storgaard Møller.

ESG er den engelske forkortelse for Environment (miljø), Social (samfund) og Governance (ledelse).

Læs også ”Spirende optimisme blandt investorer og udviklere på MIPIM”

Rentemarkedet og megatrends 
Rentemarkedet var selvsagt blandt de vigtigste temaer på MIPIM, fremhæver erhvervsmægleren:

”Rentemarkedet er naturligvis bestemmende for transaktionsmarkedet, men drøftelserne gik også på politisk stabilitet i Europa. Der er krig i Europa, og samtidig byder 2024 på valg med mulige ændringer i det parlamentariske grundlag i en række lande.”

Læs også ”Nordicals Aarhus: Et rentefald på blot 1 procentpoint vil gøre underværker”

”På megatrends-området handlede drøftelserne blandt andet om, hvorvidt øget kontortomgang i USA og enkelte europæiske lande kunne blive et emne i Danmark.”

Markedsudvikling i Aarhus
– Hvordan påvirker eller tror du, at dine nævnte temaer helt konkret kommer til at påvirke markedsudviklingen i Aarhus?

”Specifikt for Aarhus talte vi om risiko for kontortomgang med internationale investorer. Vi ser det ikke som en udfordring i Aarhus, da vi fortsat oplever stor efterspørgsel på moderne kontorer. I modsætning til større europæiske byer har Aarhus ikke samme infrastrukturelle udfordringer, hvor det tager +1 time at komme ind på kontoret. Danmark har desuden tradition for at skabe indbydende kontormiljøer med frokostordninger og øvrige goder som gør, at medarbejderne i højere grad motiveres til at møde ind på kontoret frem for at arbejde hjemmefra,” forklarer Steen Storgaard Møller.

– I forhold til ved årsskiftet hvordan vil du så – her nær indgangen til 2. kvartal – karakterisere den overordnede markedsstatus for erhvervs- og investeringsejendomme i Aarhus?

”Vi oplever fortsat en reduceret transaktionsvolumen, som vi nok må forvente fortsætter ind i 2. kvartal. Markedet er fortsat afventende, omend vi er rykket lidt længere frem i startboksen.”

– Markedet afventer stadig faldende markedsrenter. Udover bedre lånevilkår og -muligheder hvad kan så for alvor forbedre situationen på investeringsmarkedet i Aarhus, vurderer du?

”Investorerne afventer lavere finansieringsrenter, men derudover forventer de fortsat en pristilpasning. Der synes at være en markedsopfattelse blandt køberne af, at priserne fortsat bør reduceres. Omvendt afventer sælgerne, at denne prisreduktion kan ophæves af en snarlig rentenedsættelse. Og hermed har vi et klassik gap mellem køber og sælger.

Det aarhusianske udlejningsmarked
– Hvis vi skifter fokus fra investeringsmarkedet til udlejningsmarkedet i Aarhus, hvordan vil du så karakterisere den overordnede markedsstatus her nær indgangen til 2. kvartal i forhold til ved årets begyndelse?

”Udlejningsmarkedet har været relativt uændret på et højt niveau i 2023 og er fortsat ind i 2024. Denne tendens ser vi ikke ændre sig ved indgangen til 2. kvartal.”

– Hvor er det aarhusianske udlejningsmarked helt overordnet på vej hen, vurderer du?

”Vi oplever fortsat god efterspørgsel på lejemål i kontor- og industrisegmentet. Det er en naturlig konsekvens af et generelt højt aktivitetsniveau i den danske økonomi med høj beskæftigelse og positive vækstudsigter for 2024,” forklarer partneren i Nordicals Aarhus.

Læs også ”Aarhus er blevet en attraktiv investeringsby på niveau med København” 

Læs også ”Østjysk befolkningsvækst vil drive dansk fremgang mange år frem”

 

Vil du være opdateret på markedsudviklingen nationalt, lokalt eller regionalt? Eller over det dele?

I vores datadrevne, digitale indholdsunivers Nordicals Foresight kan du læse om faktorer, der påvirker det danske ejendomsmarked. Læs om den nationale udvikling her, mens du i CityForesight her kan følge det professionelle marked i over 20 danske byer og områder.

Til top