Nordicals og Exometric indgår videnspartnerskab

Nordicals og Exometric indgår videnspartnerskab

Organisation | 06.12.2023

Nye markedsvilkår kræver nye former for partnerskaber. Det er baggrunden for et nyt videnspartnerskab, hvor Nordicals og Exometric, der er en del af NRGi-koncernen, vil dele data og samarbejde om en række rådgivningsydelser. Formålet er at møde ejendomsinvestorer- og udviklere med en endnu stærkere spændvidde i kompetencer tilpasset den nye finansielle virkelighed og bæredygtige omstilling.

Deling af data er fundamentet for det nye partnerskab, hvor Nordicals vil åbne op for sin viden som landets største partnerdrevne erhvervsmæglerkæde, og Exometric vil gøre det samme med sin specialiserede demografiske viden inden for fast ejendom og byudvikling. Sammen vil Nordicals og Exometric således give investorer og udviklere unik indsigt i ejendomsmarkedet helt ned på lokalt byniveau i hele landet – lige fra afkast og leje til danskernes præferencer og forventninger relateret til boliger og fast ejendom.

Ud over deling af data vil Nordicals og Exometric samarbejde om konkrete rådgivningsydelser, hvor de komplementerer hinandens kernekompetencer. De vil således samarbejde om målrettede, markedsunderstøttende aktiviteter, hvor de kan stille investorer og udviklere endnu stærkere i forhold til vilkårene i dagens og morgendagens ejendomsmarked. Det vil for eksempel være med markedsanalyser og potentialevurderinger af eksisterende eller planlagte ejendomsprojekter og byområder i hele landet.

Det handler om den velunderbyggede investeringscase
”Med den nye finansielle virkelighed og bæredygtige omstilling er investorernes øjne blevet endnu mere rettet mod den gode investeringscase bygget på et solidt datagrundlag, fx hvordan en ejendom matcher kravene i ESG og behovene hos målgruppen. Og det er netop velunderbyggede investeringscases, vi kan levere med det nye videnspartnerskab,” fortæller Erik Andresen, adm. direktør i Nordicals A/S.

”Med videnspartnerskabet styrker vi samtidig vores datadrevne analyseunivers, Nordicals Foresight, med unikke demografiske data, så investorer og udviklere kan danne sig et endnu mere nuanceret billede af markedssituationen på tværs af hele landet,” tilføjer han.

Det handler om bæredygtighed i det byggede miljø
Exometric gennemfører løbende interview med borgerne i alle landets kommuner, og kombineret med Nordicals’ store lokale netværk kan vores unikke indsigt i borgernes præferencer og betalingsevne i de enkelte kommuner, afdække potentialerne for investering i- og udvikling af det byggede miljø.

”Der er i de seneste år kommet et stort behov for grønne tiltag i den eksisterende ejendomsmasse samt i udviklingen af nye boliger, og det er vigtigt at den fremtidige by- og boligudvikling sker med fokus på klimamæssig, social, og økonomisk bæredygtighed. Den rådgivning, vi i fællesskab vil kunne tilbyde, vil på det område kunne bidrage til et godt beslutningsgrundlag for ejendomsinvestorerne i hele Danmark,” udtaler Nikolaj W. Pfeiffer, direktør i Exometric.

--------------

Kort om Nordicals og Exometric

Nordicals er Danmarks største partnerdrevne erhvervsmæglerkæde med 24 forretninger i hele landet og 170 lokale eksperter inden for alle grene af det professionelle ejendomsmarked.

Exometric er en selvstændig rådgivningsenhed i Kuben Management, der er et selskab i NRGi-koncernen. Exometric er specialiseret i analyser, baseret på datafusion og nationale forbrugerinterview.

Til top