Markedsudvikling | 27.11.2023
Tag med på rundtur til Nordicals’ forretninger i det sydjyske, hvor lokale partnere i Trekantområdet, Esbjerg og Sønderjylland fortæller, hvad de især holder øje med i det nuværende ejendomsinvesteringsmarked – og hvad deres forventninger er til 2024.
På et helt overordnet niveau holder alle professionelle aktører på tværs af ejendomsbranchen først og fremmest skarpt øje med renteniveauet – og forventningerne til den fremtidige udvikling for den afgørende faktor.
Zoomer vi ind på danmarkskortet, som vi gør i denne regionsartikel med Sydjylland i fokus, får vi at vide, hvad Nordicals-partnere helt konkret holder ekstra skarpt øje med i deres lokale marked for erhvervs- og investeringsejendomme. Og hvad deres forventninger er til den videre markedsudvikling i 2024.
Markederne i Trekantområdet og Esbjerg
I Trekantområdet har Nordicals særligt fokus på flere ting i det nuværende marked.
”Investering i bestemte ejendomstyper, for eksempel boksbutikker, er aftagende, men til gengæld er der mangel på lager og logistik og inden for samme segment hvad angår lejemål. Vi skal kunne tilbyde de bygninger og lokaler, som efterspørges for, at vi kan drive forretning,” pointerer Jon Stefansen, der er partner i Nordicals Trekantområdet.
I Esbjerg følger erhvervsmæglerforretningen især de områder, som investorerne har særlig interesse for.
”For eksempel er der i Esbjerg rimelig stor interesse for nye investeringsejendomme i indre by. De investorer, som investerer i erhvervsejendomme, vil gerne investere på Esbjerg Havn og i erhvervsområdet Kjersing. Samtidig er der kommet stor søgning på området i Måde, også i Esbjerg Ø, hvor den nye havneudvidelse er i gang,” fortæller partner René Lennart Madsen, Nordicals Esbjerg.
Læs også ”Sats på grøn energi og dataforsyning er det nye sort i Esbjergs opblomstring”
Læs også ”Nordicals Trekantområdet: Lager- og logistikejendomme er en sikker investering”
Sønderjylland: En priskorrektion mere er uundgåelig
Hos Nordicals-kollegaerne i Sønderjylland følger teamet tæt inflationen og renteniveauet.
”Derudover taler vi løbende med investorerne for at høre om deres strategi i og tilgang til markedet – om de er køber eller sælger i det nuværende marked. Endvidere taler vi med finansieringsinstitutter for at høre om deres holdning til belåning af investeringsejendomme i det nuværende marked,” oplyser Hans Peter Poulsen, partner i Nordicals Sønderjylland med forretninger i Sønderborg og Haderslev.
Nordicals Sønderjylland holder øje med handlede ejendomme for at følge med i, om markedet er begyndt at komme i en stigende trend i forhold til omsættelighed.
”Vi har haft en periode de sidste 12 måneder, hvor antallet af handler har været på et lavt niveau, og en fremgang i handlerne tyder på, at markedet løsner op. Når det gælder de handlede investeringsejendomme, kigger vi også på kvadratmeterprisen. Det er uundgåeligt, at der skal ske en priskorrektion mere i markedet. Hvor meget, der skal korrigeres, afgøres af købernes og sælgernes indstilling til at gennemføre en handel,” siger Hans Peter Poulsen.
Siden sommeren 2022 har det danske marked for bruger- og investeringsejendomme – især transaktionsmarkedet – generelt været ramt af en markant opbremsning som følge af mindre gunstige rente- og belåningsforhold samt den begrænsede sigtbarhed i markedet og usikkerhed om fremtiden.
Læs mere i ”2023 har været domineret af de danske investorer”
Handelsaktivitet på vej op
Alle Nordicals-partnere rundt i Sydjylland er enige om, at mere realistiske forventninger til handelsprisen hos både køber og sælger samt faktorer som et lavere renteniveau, ro på inflationen og bedre lånevilkår for alvor kan sætte mere aktivitet i markedet med dertilhørende flere gennemførte handler. Niveauet kommer dog næppe – er der konsensus om – foreløbigt op på den nationale transaktionsvolumen i rekordåret 2021, hvor omsætningen på erhvervs- og investeringsejendomme for første gang nogensinde med en volumen på omkring 100-105 milliarder kroner rundede den magiske grænse på 100 milliarder kroner.
Adspurgt, hvornår aktiviteten på investeringsmarkedet i deres respektive geografiske marked for alvor igen er kommet op på et højere niveau, lyder forventningen således hos Nordicals Sønderjylland:
”I starten af 2024. Der er kommet styr på inflationen, hvilket giver tryghed i maven hos investorerne og troen på, at renterne har toppet – og måske kan falde lidt over de næste par år.”
”Investorer har brændende penge i lommen”
Tilbage hos Nordicals Esbjerg forventer og håber René Lennart Madsen på stigende interesse for boligudlejningsejendomme medio 2024:
”Jeg kan mærke stigende interesse hos investorerne. De har ”penge, som brænder i lommen på dem.”
Hos Nordicals Trekantområdet kigger Jon Stefansen på det vigtige lager- og logistiksegment:
”I lager- og logistiksegmentet er det alene et større udbud af ejendomme, der kan give et højere aktivitetsniveau, mens der på boligudlejningsejendomme nok skal et lavere renteniveau til for, at aktiviteten på investeringsmarkedet for alvor kommer op på et højere niveau igen.”
Med en omsætning på 3,7 milliarder kroner blev 2022 – sammen med 2020 – det stærkeste transaktionsår nogensinde i Trekantområdet.
Nordicals’ data viser, at det samlede industri- og logistiksegment efter en procentuel fordobling til en andel på 34 procent i 2022 var det mest handlede segment i Trekantområdet, som i Nordicals-regi omfatter de tre kommuner Vejle, Kolding og Fredericia.
Læs også ”Aabenraa og Haderslev satser massivt på flere lager- og logistikejendomme”
Læs også ”Sønderborgs fremgang og transformation er drevet af to store industrikoncerner”
Vil du være opdateret på markedsudviklingen nationalt, lokalt eller regionalt? Eller over det dele?
I vores datadrevne, digitale indholdsunivers Nordicals Foresight kan du læse om faktorer, der påvirker det danske ejendomsmarked. Læs om den nationale udvikling her, mens du i CityForesight her kan følge det professionelle marked i over 20 danske byer og områder.
Seneste artikler
”Fremtidens vinderbyer bliver de byer, der klimatilpasser og -sikrer”
Nordicals og Proark lander kæmpe lejeaftale med Harald Nyborg
Tidligere Esbjerg bank-hovedsæde solgt
Svendborg ændrer strategi for at imødekomme fremtidens vandudfordringer
Vestegnens Kraftvarmeselskab I/S sætter kontordomicil i Albertslund til salg
Til top