Markedsudvikling | 17.03.2026
NRGi og Nordicals vil i et nyt partnerskab hjælpe ejendomsbesiddere i Danmark med den grønne omstilling ved at omsætte direktiver og regler til en business case.
Et nyt partnerskab mellem NRGi og Nordicals skal bidrage til den grønne omstilling i ejendomssektoren. Ved at kombinere NRGis evner inden for energieffektivisering med Nordicals viden inden for værdiansættelse og salg af erhvervs- og udlejningsejendomme ønsker de to parter at gøre det lettere for ejendomsbesiddere i Danmark at få investeringer i energioptimeringer til at blive en god forretning for klima såvel som økonomi.
”Energioptimering er nu og fremadrettet en central faktor, hvis man ønsker at øge værdien og attraktiviteten af erhvervsejendomme. Derfor ligger der en stærk business case i ESG hos investorer og ejendomsbesiddere, som vi ønsker at gøre lettere tilgængelig i samarbejde med NRGi," udtaler Erik Andresen, administrerende direktør i Nordicals A/S.
Gennem partnerskabet ønsker NRGi og Nordicals at hjælpe ejendomsbesiddere med at fremtidssikre deres investeringer. Energioptimeringer kan nemlig bidrage til lavere driftsomkostninger, potentielt forbedrede lånevilkår, sænkede liggetider på udlejningsejendomme og i sidste ende øget værdi af ejendommene. Alt sammen i tillæg til, at ejendomsbesidderen bidrager til den grønne omstilling.
EU-direktiver og stort potentiale
Med EU’s Bygningsdirektiv kommer der skærpede krav til landets professionelle bygningsejere. Der indføres nemlig minimumsstandarder for energimæssig ydeevne. I 2030 skal energiforbruget i de 16 procent energimæssigt dårligste bygninger ligge under 2030 grænseværdien, mens de 26 procent mindst energieffektive bygninger skal energirenoveres inden 2033, så de lever op til grænseværdien på det tidspunkt.
”Det kan være rigtig vanskeligt at få overblik over, hvorvidt ens bygninger kræver energirenovering for at leve op til de nye standarder samt, hvor meget det vil kræve at løfte dem. Derfor har vi hos NRGi beregnet grænseværdierne og identificeret, hvilke bygninger der – hvis ikke de energieffektiviseres i tide – risikerer at ende som det vi kalder et strandet aktiv, som er vanskelig at omsætte,” fortæller Jesper Hemdorff Belling, der er markedschef hos NRGi.
Ifølge nye beregninger fra NRGi kan 73,5 procent af de bygninger, der ligger under minimumsværdierne, løftes til et energimærke C med rentable energiforbedringsforslag. Dette vil kræve en investering på 2,4 milliarder kroner, men vil give en årlig besparelse på 241 millioner kroner og en årlig CO2-reduktion på 34.608 tons.
Grønne investeringer fremtidssikrer ejendomsporteføljer
Nordicals og NRGi går derfor i markedet med en ydelse, der kan hjælpe bygningsejere med at skabe overblik over deres bygningsporteføljes energimæssige stand, udarbejde handleplaner til strategisk energieffektivisering af porteføljen og klargøre business casen, så driftsbesparelser, øget efterspørgsel og potentielle værdistigninger synliggøres.
”Grønne investeringer er en klar vej til at styrke og fremtidssikre sin ejendomsportefølje. Med de rette investeringer styrkes lejerefterspørgslen, så tomgang mindskes, driftsomkostninger reduceres, og vi ser en tendens til, at investorer og købere er villige til at betale en højere pris for et fremtidssikret aktiv,” fortæller Erik Andresen.
Seneste artikler
125 boligenheder i Odense solgt for trecifret millionbeløb
Nordicals fortsætter væksten i 2025
Nordicals udpeget som rådgiver på Nykredits porteføljesalg af Spar Nords ejendomme
Nordicals formidler salget af 66 nybyggede rækkehuse i Sorø
Bud på det nye år: Højere lejeniveau og flere investorer i Odense
Til top