Markedsudvikling | 02.10.2024
Forstærket brug af data og analyser samt bedre og flere referencer underbygger Nordicals’ vurderinger af andelsboligejendomme.
Andelsboligmarkedet er stadig på mange områder nærmest uigennemskueligt på grund af begrænset transparens og svingende kvalitet ved udarbejdelse af vurderingsrapporter i forbindelse med værdiansættelse af andelsboligejendomme.
Særligt i hovedstadsområdet, hvor langt størstedelen af landets andelsboligejendomme ligger, er kompleksiteten stor.
Det mærker man hos Nordicals København, hvor efterspørgslen på alle former for vurderingsydelser, herunder især værdiansættelse af andelsboligejendomme, er et voksende forretningsben.
Det fortæller associeret partner, erhvervsmægler og diplomvaluar Phillip Adler:
”Vi bliver kontaktet af flere og flere andelsboligforeninger og professionelle investorer, som efterspørger vores vurderinger, hvilket bidrager til et voksende forretningsområde i Nordicals København.”
”Den øgede efterspørgsel flugter fint med, at vi på tværs af Nordicals-koncernen de seneste år, aktuelt og i de kommende år investerer massivt i øget og forbedret databrug, analyser samt endnu flere og bedre referencer til at underbygge vores vurderinger,” forklarer Phillip Adler.
Øget kompleksitet stiller øgede krav
Andelsboligforeningsloven § 5, stk. 2 litra b fastlægger tre vurderingsprincipper ved værdiansættelse af andelsboligejendomme; anskaffelsesprisen, den kontante handelsværdi som udlejningsejendom (valuarvurdering) og den seneste ansatte offentlige ejendomsvurdering.
Med en lovændring i 2020 blev det desuden muligt under nærmere omstændigheder at anvende en vurdering efter den kontante handelsværdi som udlejningsejendom (valuarvurdering) eller den seneste ansatte offentlige ejendomsvurdering foretaget inden 1. juli 2020 – i en ubegrænset periode.
Som følge af den øgede kompleksitet grundet lovstramninger og reguleringer i andelsboligmarkedet de senere år peger Phillip Adler på den øgede vigtighed af at få udarbejdet markedskonforme, opdaterede vurderinger.
Her tænkes først og fremmest på indførelsen af den omtalte boliglov fra 2020, hvor især den markante stramning af den daværende boligreguleringslovs paragraf 5, stk. 2, nu lejelovens paragraf 19, stk. 2 – eller måske bedst kendt som Blackstone-indgrebet opkaldt efter den amerikanske kapitalforvalter – har medført de største ændringer.
Det er sket med indførelse af en karensperiode på 5 år ved kontrolskifte af en udlejningsejendom, dog er andelsboligforeninger stiftet før 1. juli 2020 undtaget karensperiode. Desuden har andelsboligforeninger haft mulighed for fastfrysning af valuarvurdering, hvis den vel at mærke var indhentet inden 1. juli 2020 og var under 18 måneder gammel på det tidspunkt. Stramningen af boligloven er sket som led i den politiske kamp for at begrænse store, udenlandske – og kortsigtede – investorer i at købe private udlejningsejendomme for derefter at renovere boligerne og skrue huslejen i vejret.
Anbefaling
Som følge af Nordicals Københavns generelle styrkelse af alle former for vurderingsydelser, herunder som nævnt især værdiansættelse af andelsboligejendomme, er forudsætningerne for mere professionelle data- og analysebårne vurderinger blevet forstærket. Skarpe og transparente vurderinger er med til at gøre markedet mere homogent og gennemskueligt.
”Det er vores klare anbefaling at få udarbejdet en valuarvurdering for altid at være ajourført i forhold til ejendommens værdiansættelse, samtidig med at ejendommen følger markedets tendenser og bevægelser,” forklarer Phillip Adler.
Seneste artikler
Kalundborg Kommune sætter attraktive erhvervsarealer til salg
Vurderinger af boligudlejningsejendomme bliver mere og mere komplekst
Nordicals bag salg af boligudlejningsejendom ved Søerne i København
Nordicals er Danmarks største erhvervsmægler
Høj og stigende efterspørgsel på byggegrunde til boliger og erhverv
Til top