Markedsudvikling | 24.10.2024
Generelt er kravene stigende til vurderingsrapporter for boligudlejningsejendomme – både hvad angår nyopførte og gamle ejendomme. Partner i Nordicals Aarhus er overbevist om, at vurderinger bliver et voksende forretningsben i de kommende år.
Kompleksiteten i forbindelse med vurderinger af boligudlejningsejendomme fortsætter i de kommende år med at blive forøget.
Det gælder for både nyopførte og gamle ejendomme.
Sådan lyder den klare forventning hos Nordicals Aarhus.
Markant forskel på nyt og gammelt
Der er forskel på, hvordan man vurderer nyopførte og gamle boligudlejningsejendomme.
”De væsentligste forskelle ligger i forskellige regler for fastsættelse af husleje. De gamle ejendomme er underlagt begrænsninger i lejefastsættelsen, som gør, at vurderingen skal tage højde for, om der er lejepotentiale eller risiko for, at lejen vil blive sat ned,” forklarer partner Steen Storgaard Møller.
”På nye ejendomme er der fri lejefastsættelse, hvilket fjerner en betydelig risiko. Herudover er de nye ejendomme ofte udstykket i ejerlejligheder, hvilket giver investor mulighed for at sælge lejlighederne særskilt som ejerlejligheder, hvis en lejer fraflytter.”
Aarhus er en by med rigtig mange gamle boligudlejningsejendomme, så dér ligger langt størstedelen af Nordicals Aarhus’ vurderingsopgaver.
”Arbejdet med at vurdere de gamle ejendomme er desuden mere komplekst, og derfor er det vigtigt for ejerne, at de er betryggede ved, at de har – eller får – et retvisende billede af deres ejendomsværdier,” fremhæver erhvervsmægleren.
Stigende behov for retvisende bogførte værdier
Vurderinger af boligudlejningsejendomme er et væsentligt forretningsben for Nordicals Aarhus.
”Vurdering af ejendomme er en vigtig del af vores forretning, da vurderinger giver os indsigt i mange ejendomme, som vi kan bruge i vores rådgivning af kunderne. Det er måske ikke dér, vores største indtjening ligger, men opsamlingen af viden giver os stor værdi.”
”Jeg er overbevist om, at vurdering af ejendomme bliver et voksende forretningsben i de kommende år. De finansielle såvel som ejendomsmarkederne er under konstant forandring, og der er et stigende behov for, at de bogførte værdier af ejendomme er retvisende og dermed, at der ligger en grundig vurdering bag,” forklarer Steen Storgaard Møller.
Forventninger til den videre markedsudvikling
Der kommer løbende ændringer til lejeloven, som har betydning for vurdering af boligudlejningsejendomme. Det gælder ikke mindst indførelsen af boligloven fra 2020, hvor især den markante stramning af den daværende boligreguleringslovs paragraf 5, stk. 2, nu lejelovens paragraf 19, stk. 2 – eller måske bedst kendt som Blackstone-indgrebet opkaldt efter den amerikanske kapitalforvalter – har medført de største ændringer.
Det er sket med indførelse af en karensperiode på 5 år ved kontrolskifte af en boligudlejningsejendom. Stramningen af boligloven er sket som led i den politiske kamp for at begrænse store, udenlandske – og kortsigtede – investorer i at købe private udlejningsejendomme for derefter at renovere boligerne og skrue huslejen i vejret.
Om den videre markedsudvikling inden for vurderinger af boligudlejningsejendomme siger Steen Storgaard Møller:
”Generelt er kravene til vurderingsrapporter stigende. Det medfører øget kompleksitet som følge af øgede krav om dokumentation. Det betyder, at der bliver færre, der har kompetencerne til at lave rapporterne – og dermed færre, der udbyder ydelsen, fordi det kræver en vis mængde sager for løbende at opretholde de nødvendige kompetencer.”
Læs også ”Vurderinger af andelsboligejendomme vinder frem hos Nordicals København”
Seneste artikler
”Fremtidens vinderbyer bliver de byer, der klimatilpasser og -sikrer”
Nordicals og Proark lander kæmpe lejeaftale med Harald Nyborg
Tidligere Esbjerg bank-hovedsæde solgt
Svendborg ændrer strategi for at imødekomme fremtidens vandudfordringer
Vestegnens Kraftvarmeselskab I/S sætter kontordomicil i Albertslund til salg
Til top