Hotelsegmentet fastholder højt aktivitetsniveau

   

Hotelsegmentet fastholder højt aktivitetsniveau

Markedsudvikling | 05.11.2026

Nye tal fra Erhvervsmæglernes Branchedata, et samarbejde mellem Nordicals, CBRE, Colliers, EDC Erhverv Poul Erik Bech, Newsec og Savills, viser, at hotelsegmentet fortsætter takterne fra 2025 med høj volumen.

Den samlede transaktionsvolumen for oktober 2026 udgjorde 5,1 mia. kr., hvilket er 36% lavere end sidste år, hvor volumen nåede 8,1 mia. kr. Samlet set blev der registreret 90 transaktioner i oktober 2026.

Med de nyeste tal er den samlede transaktionsvolumen i 2026 år-til-dato oppe på 65,8 mia. kr., hvilket svarer til en stigning på mere end 6% sammenlignet med samme periode sidste år, hvor volumen var 61,8 mia. kr. Samlet set er der gennemført 1.556 transaktioner i 2026.

Nordicals’ CEO, Erik Andresen, udtaler på vegne af Erhvervsmæglernes Branchedata:

”Transaktionsmarkedet har gennem 2026 genvundet et solidt aktivitetsniveau efter en mere afdæmpet begyndelse på året. Den samlede volumen ligger over niveauet for samme periode sidste år, selvom udviklingen fortsat er præget af udsving fra måned til måned. Det afspejler blandt andet, at enkelte større handler har væsentlig indflydelse på den samlede markedsaktivitet. Derfor er det vigtigt også at se på den underliggende udvikling i markedet og ikke alene på de månedlige udsving.”

Hotelsegmentet har fortsat fremtrædende plads blandt investorerne

Alene i oktober blev der handlet hoteller for tæt på 1,9 mia. kr. Det bringer den samlede volumen i hotelsegmentet år-til-dato op på næsten 5 mia. kr. I 2025 udgjorde den samlede volumen i hotelsegmentet 6 mia. kr., hvilket var det højeste niveau i flere år.

”Efter flere år med relativt begrænset transaktionsaktivitet oplevede hotelmarkedet en markant fremgang i 2025. Aktiviteten i segmentet i år viser, at der ikke var tale om en enkeltstående opblomstring, men at investorernes interesse for segmentet er fastholdt. Med en transaktionsvolumen, der nærmer sig sidste års samlede niveau, tegner det et billede af et segment, der har fået en mere fremtrædende plads på investorernes radar,” uddyber Erik Andresen.

Boligsegmentet fastholder førerposition

Boligsegmentet står fortsat for hovedparten af fremgangen på transaktionsmarkedet. Her er volumen for årets første 10 måneder steget fra 33,4 mia. kr. i 2025 til 42,7 mia. kr. i 2026. Det svarer til en stigning på 28%. Boliger udgør dermed cirka 65% af årets samlede transaktionsvolumen.

I oktober blev der handlet boligejendomme for 2 mia. kr. Til sammenligning udgjorde volumen 5,1 mia. kr. i oktober sidste år.

”Selvom transaktionsvolumen i boligsegmentet var lavere i oktober end i samme måned sidste år, skal udviklingen ses i lyset af et særligt højt aktivitetsniveau i oktober 2025. Ser vi på året som helhed, er boligsegmentet fortsat i markant fremgang. Vi forventer også fremadrettet, at bolig vil være den primære drivkraft på transaktionsmarkedet. Segmentet understøttes af stærke fundamentale forhold med høj efterspørgsel og udsigt til fortsat lejevækst. Det er forhold, der bidrager til at fastholde investorernes langsigtede interesse,” siger Erik Andresen.

Bolig og hotel dominerer oktober måneds handler

De handlede ejendomstyper for oktober 2026 fordeler sig som følger (afrundet).

  • Bolig: 40%
  • Hotel: 37%
  • Detail: 6%
  • Kontor: 12%
  • Industri og logistik: 5%

Bolig- og hotelsegmentet tegnede sig dermed tilsammen for mere end tre fjerdedele af månedens transaktionsvolumen.

Internationale købere stod for 25% af den samlede transaktionsvolumen i oktober. Det er lidt under niveauet for årets første ti måneder, hvor internationale købere udgør cirka 29% af den samlede volumen. Den internationale køberinteresse kommer dog fortsat til udtryk i de større transaktioner. I oktober var det tilfældet i forbindelse med en porteføljehandel i milliardklassen i hotelsegmentet.

Til top