Markedsudvikling | 16.05.2024
Den økonomiske forskel mellem at være lejer og ejer er i løbet af de seneste år blevet større til fordel for lejersiden. Det skyldes det højere renteniveau. For investorer giver udviklingen potentiale for fortsat stigende huslejeniveauer i fremtiden i Region Sjælland, siger partner i Nordicals Sjælland Kenneth Hansen.
Højere renter på boliglån og udviklingen i boligpriserne har de seneste år i flere af landets kommuner vendt op og ned på, hvorvidt det som beboer er billigst at bo til leje frem for at være ejer.
Det mærker man hos Nordicals Sjælland, hvor partner og erhvervsmægler Kenneth Hansen siger, at de ændrede finansielle markedsforhold giver potentiale for fremtidige huslejestigninger i Region Sjælland. Mange steder i regionen er lejeniveauerne allerede steget.
”Den økonomiske forskel mellem at være lejer og ejer er i løbet af de seneste år blevet større i lejers favør, hvilket selvsagt giver potentiale for fremtidige huslejestigninger i Region Sjælland. Vi ser netop en stigende tendens til, at huslejeniveauet så småt er begyndt at stige de fleste steder på Sjælland.”
”Udover øget fleksibilitet og økonomisk tryghed for lejeren er der nu en potentiel økonomisk gevinst i den daglige husholdning,” forklarer Kenneth Hansen fra Nordicals Sjælland med forretninger i Roskilde, Køge, Slagelse, Holbæk og Næstved.
Han peger desuden på, at man som lejer slipper for at vedligeholde sin bolig, hvilket flere og flere sætter pris på at slippe for.
”Det er med til at underbygge, at udviklingen giver investorer potentiale for fortsat stigende huslejeniveauer i fremtiden,” fremhæver Kenneth Hansen.
Analyse bekræfter udvikling
En analyse fra Finans Danmark, som har lavet et særudtræk for Nordicals med data for alle kommuner i Region Sjælland, bekræfter, at den økonomiske forskel mellem at være lejer og ejer i løbet af de seneste år er blevet større til fordel for lejersiden. I knap halvdelen af kommunerne i regionen er udgifterne til at bo i en gennemsnitlig ejerbolig nu højere end huslejen på en tilsvarende lejebolig (se sammenligningsgrundlag i faktaboksen nederst i artiklen).
Til sammenligning var udgifterne højere i 45 ud af landets 98 kommuner til at bo i en gennemsnitlig ejerbolig i forhold til huslejen på en tilsvarende lejebolig i 2023.
I 2020 var antallet nede på 28 kommuner – eller med andre ord: På blot tre år frem til 2023 er der på landsplan næsten sket en fordobling i antallet af kommuner, hvor det er blevet dyrere at være boligejer end -lejer.
Markant udvikling i Region Sjælland
Vender vi tilbage til Region Sjælland og 2020, var udgifterne i blot i én kommune (Solrød) lavere til en lejebolig i forhold til en ejerbolig. Markedsudviklingen har dog medført, at antallet i 2023 var vokset til syv kommuner ud af de 17 i regionen.
Således var det i fjor i både Greve, Holbæk, Køge, Lejre, Ringsted, Roskilde og Solrød billigst for folk at bo til leje per kvadratmeter i forhold til at eje.
Største udgiftsændringer i de syv kommuner i 2020-23 er sket i Køge, hvor forskellen mellem én kvadratmeter lejebolig per år og én kvadratmeter ejerbolig i 2020 var 250 kroner til fordel for ejerbolig som billigste mulighed, mens forskellen i 2023 var 300 kroner til fordel for lejebolig som billigste mulighed.
I Roskilde kostede en gennemsnitlig kvadratmeter ejer- og lejebolig cirka det samme i 2020, mens forskellen i 2023 var 550 kroner til fordel for lejebolig som billigste mulighed.
Læs også ”Her er de største vækstbyer i Region Sjælland”
Fakta:
I Finans Danmarks analyse tager den finansielle organisation udgangspunkt i en ejerbolig finansieret med et banklån og et 30-årigt fastforrentet realkreditlån uden afdrag. Afdrag medregnes ikke som en udgift ved en ejerbolig, fordi afdrag kan betragtes som en opsparing. Det skyldes, at denne opsparing – alt andet lige – vil vokse ved stigende boligpriser, mens den omvendt vil falde ved dyk i boligpriserne.
Vil du være opdateret på markedsudviklingen nationalt, lokalt eller regionalt? Eller over det dele?
I vores datadrevne, digitale indholdsunivers Nordicals Foresight kan du læse om faktorer, der påvirker det danske ejendomsmarked. Læs om den nationale udvikling her, mens du i CityForesight her kan følge det professionelle marked i over 25 danske byer og områder.
Seneste artikler
Kalundborg Kommune sætter attraktive erhvervsarealer til salg
Vurderinger af boligudlejningsejendomme bliver mere og mere komplekst
Nordicals bag salg af boligudlejningsejendom ved Søerne i København
Nordicals er Danmarks største erhvervsmægler
Høj og stigende efterspørgsel på byggegrunde til boliger og erhverv
Til top