Fra mejeri til gin-destilleri

Det tidligere Vedbysønder mejeri, lige udenfor Slagelse, skal i fremtiden være gin-destilleri og eventcenter. Om 9-12 måneder slår Simon Frimann og Four Jiggers dørene op til et moderne økologisk gin-destilleri.

Fra mejeri til gin-destilleri

Det er erhvervsmægler Christian S. Christiansen fra Nordicals Sjælland, der har formidlet salget af ejendommen; ”Det var det, man vist kalder mulighedernes ejendom” siger Christian om ejendommen, da han skal fortælle lidt om salget. ”Ejendommen havde flere nyere vinduer og nyere tagpaptag – ud over det, stod den meget rå”

Og man må sige Simon Frimann så muligheder i ejendommen. Om 9-12 måneder åbner Four Jiggers et økologisk gin-destilleri med tilhørende event muligheder. ”Vi sigter efter at gøre det hele så klimavenligt og grønt som muligt”, fortæller Simon Frimann og fortsætter ”Der kommer solenergi på taget og området bliver fyldt med vilde blomster”.

Der bliver opført 3 orangerier, hvor man kan afholde events og 1-2 gange om måneden vil der blive afholdt gin-smagninger. ”Konceptet bliver at man skal booke sig ind på forhånd – præcis som vi allerede kører det fra vores nuværende lokaler på Industrivej i Slagelse”.

Christian fortæller videre, at ejendommen kun nåede at være til salg en måneds tid, og der var flere interesserede købere der så muligheder i ejendommen; ”Alle handler er jo spændene, men jeg må indrømme, at denne sag er lidt speciel og jeg glæder mig til at følge udviklingen på ejendommen samt til at se projektet udfolde sig. Det kan da ikke afvises, at jeg skal have en enkelt prøvesmagning”, slutter han med et glimt i øjet.

Til top